Hesehus: Lukker kompetence-gabet med mangfoldighed og inklusion

Softwarevirksomheden Hesehus formår at tiltrække digitale, unge kvinder og dermed lukke kompetencegabet. Vejen frem er mangfoldighed, spændende opgaver og fleksibilitet i arbejdslivet, lyder det fra COO, Mette Reinholt Mortensen.  

Mette Reinholt Mortensen

Softwarevirksomheden Hesehus formår at tiltrække digitale, unge kvinder og dermed lukke kompetencegabet. Vejen frem er mangfoldighed, spændende opgaver og fleksibilitet i arbejdslivet, lyder det fra COO, Mette Reinholt Mortensen.  

Mangfoldighed skal være en naturlig del af organisationen, hvis man vil være attraktiv som virksomhed og kunne lukke det digitale kompetencegab. Sådan er filosofien hos den fynske softwarevirksomhed Hesehus, der fra basen i Odense laver e-handels løsninger.  

Gennem en vækstrejse, der på få år har fordoblet antallet af medarbejdere til over 200, er Hesehus lykkes med at tiltrække den måske mest eftertragtede gruppe af digitale talenter: kvinderne. Ifølge COO Mette Reinholt Mortensen, som selv har været med fra opstarten af virksomheden, er det resultatet af en indsats, der handler om adgangen til talent, forretningsudvikling og om at tage ansvar.   

“Vi forsøger at gå forrest og inspirere til mangfoldighed i branchen blandt andet ved at være med i et projekt som Digital Dogme. Vi har desuden en række kvindelige udviklere, som bidrager i forskellige projekter i folkeskolerne og gymnasierne, der skal få flere unge kvinder til branchen,” siger Mette Reinholt Mortensen. 

Mangfoldighed fra toppen 

I Hesehus har diversitet altid været en del af måden, man gør tingene på. Virksomheden har i dag en kønsfordeling på cirka 50-50 fra topledelsen og ned gennem organisationen.  

“Vi vurderer aldrig kandidater på køn alene, men vi ser omvendt heller ikke ensporet på kompetencer. Frem for at vi alle kæmper om de samme medarbejdere, forsøger vi at udvide puljen af talent med flere kvinder,” lyder det fra Mette Reinholt Mortensen.  

Tilgangen handler også om forretning, understreger hun. Mangfoldighed blandt medarbejderne har åbenlys betydning for de produkter og løsninger, Hesehus bygger. Eksempelvis har storkunden Matas 80 pct. kvinder blandt sine kunder.  

“Vi er en people business. Både internt og eksternt i forhold til de brugere, vi designer løsninger til. I sidste ende er det jo vigtigt, at holdet, som driver løsningerne, skal kunne sætte sig ind i kundens produkter og brugere,” siger hun.  

Savnede rollemodeller 

33-årige Krisztina Vajda Rygård er lead frontend developer i Hesehus. Hun er uddannet multimediedesigner fra Københavns Erhvervsakademi, som hun har suppleret med en bachelor i webudvikling. Netop nu sidder hun i et team, der bygger fundamentet for kommende webshops.   

“Jeg har altid haft interesse for computere. I begyndelsen var min interesse mest at programmere, mens jeg i dag er mere interesseret i det store billede og samarbejdet mellem os og kunden. Det er fedt at løse problemer, så slutbrugeren får så god en kunderejse som muligt,” siger Krisztina Vajda Rygård. 

Krisztina Vajda.jpg

Som it-udvikler og kvinde er Krisztina Vajda Rygård er en eftertraget medarbejder

Som kvindelig it-udvikler oplever hun stor interesse fra mange virksomheder. Hun valgte for halvandet år siden et job hos Hesehus efter at have hørt om virksomheden fra en tidligere kollega, og fungerer i dag som repræsentant for virksomheden og mentor for det kvindelige it-landshold. 

“Jeg savnede selv rollemodeller under uddannelsen og vil gerne vise andre kvinder, at it-branchen tilbyder gode vilkår og spændende opgaver. Ikke mindst for at få flere kvinder over i branchen, for det er eksempelvis svært at skaffe gode frontend-udviklere,” siger Krisztina Vajda Rygård, som oprindeligt kommer fra Ungarn og har boet i Danmark siden 2009.  

Føler sig som en familie 

For hende er det vigtigt, at Hesehus er en mangfoldig arbejdsplads i forhold til køn og medarbejdere med forskellige nationaliteter, samt at der er en god balance mellem arbejds- og privatliv. 

“Det er vigtigt, at her er mange andre kvinder. Jeg trives sammen med mænd, men det betyder noget at arbejde med andre som jeg selv. Især efter jeg har fået børn, hvor jeg kan tale mor-snak med andre kvinder. Det er bare anderledes med mænd,” smiler Krisztina Vajda Rygård.  

Ifølge Mette Reinholt Mortensen er det vigtigt, at medarbejdere som Krisztina føler sig om en del af en familie. Hesehus er ikke alene gode til at ansætte kvinder, de formår også at holde på dem i et konkurrencepræget jobmarked, hvilket handler om kultur og kunder, som kvinder generelt synes er spændende at arbejde med.  

“Talent tiltrækker talent. Det er en selvforstærkende effekt. Derudover leder vi ikke virksomheden efter hardcore KPI’ere, men tre bundlinjer: Motiverede medarbejdere, sund økonomi og tilfredse kunder. Der skal altid være balance i alle tre, for at virksomheden fungerer. Dette har været et stærkt fundament koblet med mangfoldigheden og er en del af forklaringen på vores held med at tiltrække unge kvinder”. 

Udgivelsesdato